Opfinderen af vores moderne termos er Sir James Dewar, en britisk videnskabsmand, der studerer væsker ved meget lave temperaturer. I 1892 blev Dewar inviteret til British Institute of Science til kurser med "flydende gas". For at gøre undervisningen bedre, før han gik, bad han en glassmeder ved navn Berger om at fremstille en dobbeltlags glasbeholder og fylde de to lag af gallesten med kviksølv for at reducere varmeoverførslen i høj grad. Derefter pumpede han luften mellem de to lag, og vakuumflasken dukkede op. Denne vakuumflaske er verdens første termos, der kaldes "Dewar". I London Institute of the United Kingdom er de tidlige Dewar-vakuumprodukter stadig bevaret. På det tidspunkt var Dewar ikke opmærksom på opfindelsen af vakuumflasken, men var meget opmærksom på teorien om udsugning af luft og ansøgte om patent på denne teori. I 1902 så den tyske Berger det enorme potentielle marked for termos, så han begyndte at sælge termos. To år senere vandt han patentet på termoserne i sit eget navn. Han fandt, at glasflasken var meget let at bryde, og det ydre hus var lavet af nikkel for at beskytte flasken. Oprindeligt blev termos brugt hovedsageligt i laboratorier, hospitaler og ekspeditioner og kom senere gradvist ind i dagligdagen.
I 1904 studerede og tilføjede en varmemodtagende muffe til Jura-flasken Bourbon, en arbejder, der sprængte glasvarer i Berlin, så der er containere til opbevaring af varm kaffe eller sort te på markedet, og en række termosflasker har blevet brugt. Den er kommet ud efter hinanden. Det har vist sig, at termostoppens varme er den værste del af flasken. Senere erstattede folk korken med udvidede gummi- og plastikpropper for at forbedre isoleringseffekten.
